Mongstad 27/28/29-05-1998.

Beretning no. 6.

Davs igen alle.

Weekenden efter den vel overståede lagåndsamling, var jeg blevet tildelt en tidligere reserveret hytte i Kvamskogen området, ganske tæt på bakken hvor et skidrama ca. en måned tidligere, med blandt andet tre danske fremmedarbejdere i den altdominerende hovedrolle, havde fundet sted.

Dog modtog jeg torsdagen inden den planlagte hyttetur, et kærkomment supplement til listen af proviant, nødvendig for weekendens ophold. En barmhjertig kvinde reagerede på mine beretningers diskrete bønner om hjælp, og trodsede det strikse norske toldvæsen. Hun fremsendte med stor risiko en velassorteret nødhjælpspakke. Denne pakke ankom til P.K.S. receptionen, hvor jeg kort før middag blev tilkaldt. Allerede ved åbningen af døren fra laboratoriet blev jeg mødt af en velkendt duft af vin, blandet med en skrækindjagende lugt af vådt pap. Ude i gangen stod en kvindelig post med en rødligfarvet dryppende pakke, indhyllet i en stor plasticpose. Straks vidste jeg hvad der var sket og frygtede det værste. Et par flasker vin var smadret under den ublide behandling som det norske postvæsen, ligesom det danske, udsætter pakkerne for. Et par tililende ansatte fra 1. salen morede sig, ligesom mig, over teksten "reservedele" på bilaget til forsendelsen, da de for længst havde gættet indholdet. Posten mente at jeg skulle undersøge pakken så vi sammen eventuelt kunne skrive en skadesanmeldelse. Da der ikke var nogen yderligere opkrævning på pakken, var det klogeste nok at udvise yderst diskretion med hensyn til denne mulighed, da her reelt var tale om en ulovlig forsendelse. Vi blev dog enige om at kontrollere indholdet, og til min store glæde var kun ca. 10%, svarende til ½ liter, af de dyre dråber gået tabt. Da jeg tillige senere på dagen, fra min trofaste lillesøster, modtog 1 videobånd samt 2x0,25 lt. rødvin, kunne min forpinte krop klare sig ganske lang tid på denne opfyldning. Den skrappe kur holdt en velfortjent pause, da jeg i kådhed og af gammel vane, helt automatisk samme eftermiddag, investerede i en pose velsmagende osterejer, der sammen med et par glas af livseleksiren, og et efterhånden sjældent godt afsnit af X-files, efterlod et uforglemmeligt helhedsindtryk af denne dag.

Fredag d. 1 maj var vejret fantastisk flot og det lovede godt for det kommende hytteophold.

Atter måtte jeg lide den tort at afholde en tvungen hel fridag, så de nødvendige forberedelser til turen blev gjort om formiddagen. Jeg kunne alligevel tidligst afhente nøglen til hytten klokken 16.00 på den nærliggende N.A.F. campingplads.

Inden afgang blev jeg endnu engang mindet om et af Kalundborg laboratoriets genstridige apparater, men pudsigt nok havde jeg glemt alt om det få sekunder efter jeg startede bilen ved middagstid, for ca. 2.½ time senere at være fremme ved mit bestemmelsessted.

Og så var det ikke engang løgn. Det var nemlig flot vejr den 1 maj.

På vej mod nye eventyr.

Et par timer før annonceret tid afhentede jeg nøglen på N.A.F. camping, og kørte via et fotokopieret kort 700 meter hen ad landevejen, for at dreje af ved en jordvej den sidste halve kilometer inden hytten. Da jeg til min overraskelse nåede en bom, var denne aflåst. Netop i samme øjeblik kom en mand forbi med en fundamentsten, der skulle bæres ca. 50 meter længere op til en netop påbegyndt udvidelse, af et tilsyneladende luksuriøst fritidshus. Samtidig som jeg stod og forhørte ham om hvor mon nøglen til denne uventede forhindring befandt sig, fremdrog jeg den selv, siddende i det bundt jeg havde modtaget 10 minutter forinden. Manden fortsatte forundrende, måske også lidt hovedrystende, sin videre gang, med den nu endnu tungere byrde. Efter losning af bilen for den medbragte bagage og proviant, inspicerede jeg den rummelige hytte, men fandt intet kritisabelt, hvis man da lige ser bort fra Tv'et. Der kunne kun fremvrides en sølle kanal, NRK-1, men billedkvaliteten var dog overraskende bedre end i min bolig i Mongstad. Det betød dog mindre da jeg ikke var taget i hytte for at kikke fjernsyn, men for at rasere fjelde.
Hytten er perfekt til familietur, med alskens tænkelige formål, sommer som vinter. Den indeholdt 3 rum, med samlet 6 sovepladser, plus yderligere god gulvplads for pålægning af eventuelle luftmadrasser. Et veludstyret køkken indeholdt alt nødvendigt. Foruden det ventede køleskab var der sågar også fryser, og køkkenskabet indeholdt minsandten et større arsenal af ubrugte kaffefiltre. Der var dog ingen bønner, men dem havde jeg naturligvis selv medbragt. Toilettet indeholdt, foruden den forventede møntautomatløse dør, også reserveruller af fineste bløde kvalitet. Dog savnede jeg en karaffel til min medbragte ene (1 !) liter rødvin. Til dette formål anvendte jeg i stedet glaskanden fra kaffemaskinen. Barskabet skulle der, ikke spor mærkeligt, ledes længe efter, mens der var alle tænkelige former for glasvarer og andet udstyr til diverse formål.
Da jeg var i god tid valgte jeg at inspicere skibakken, hvor jeg trådte mine første langrends og alpinsko, med, synes jeg selv, stor succes ca. 5 uger tidligere. Turen op ad skråningen gik rimelig let, og tre kvarter senere stod jeg atter på bakkekammen med en flot udsigt hele vejen rundt. Jeg tilbagelagde let det sidste stykke hen til det lille hus, hvor jeg tidligere havde søgt tilflugt under det voldsomme uvejr, der rasede umiddelbart inden langrendsdelen af skituren startede. Det var helt mærkeligt at se området næsten helt snefrit. Turen fortsatte ned langs liften til bunden af bakken, hvor jeg slappede af og nød det det gode vejr på den dertil indrettede terrasse. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og det var faktisk temmelig varmt. Jeg kunne dog ikke nære mig for at gennemsøge alle de aflåste bygninger udefra, for eventuelt at konstatere om mine stærkt savnede solbriller i det mindste var i brugbar stand. En opgave, der som forventet endte resultatløs.

Det tidligere omtalte lille skur, der under den dramatiske skitur for ca. 5 uger siden reddede mig fra nogle alvorlige forfrysninger.

Et kik på en flot forårsdag, op ad bakken. Det er vist kun rulleski med traktorhjul der kan bruges her. Som det ses er der dog stadig lidt sne tilbage enkelte steder i området.

Da klokken kun var ca. 18, valgte jeg at aflægge et besøg på Byrkjefjellet, som lå tæt ved en parkeringsplads, ca. 2 kilometer i vestlig retning ad hovedvejen. En bivej skulle derfra føre videre hen til en sti, som fulgte dalen mod nord langs foden af fjeldene. Jeg fandt let stien, og efter en mindre omvej halvvejs oppe, hvor jeg strandede ved et uigennemtrængeligt skovareal, fortsatte jeg opefter indtil videre fremfærd var umulig. Jeg kunne desværre ikke nå helt op på skråningen, men udsigten over de sneklædte fjeldtoppe mod Hardangerviddaen var rigtig flot grundet det klare vejr. Jeg skød resten af filmen færdig inden jeg begav mig tilbage til hytten, hvor jeg ankom ca. klokken 21. Her udgjorde en banan og ½ liter rødvin en sen gang aftensmad, mens jeg forberedte næste dags tur. En smuk skarp afgrænset top ca. 5 kilometer mod nord, havde fanget min opmærksomhed. Navnet var Fotasperrnuten, og den satsede jeg på at besejre på næste dags tur. Lykkelig uvidende om hvilke trængsler, der grundet dette fatale valg, var i vente.

Udsigt halvvejs oppe på Byrkejefjellet. Det er Folgefonnen, 1642 m.o.h. der skimtes i baggrunden. Et populært sommerskisportssted.

Næste morgen vågnede jeg nogenlunde frisk, men mit svage venstre knæ havde det ikke for godt. Det var endnu en gang lettere bevægelseshæmmet grundet overbelastning. Af samme grund valgte jeg at gå de ca. 2 kilometer på hovedvejen, hen til den jordvej, og senere sti, der skulle føre mig frem til foden af det udvalgte fjeld. Jeg kunne så undervejs bedømme dagsformen på dette lette terræn, og eventuelt vende om uden de store dikkedarer.

Et smukt morgenfoto af min luksuriøse residens for den weekend. Det er udsigten fra den forræderiske top i baggrunden, dekorativt omkranset af et par velvoksne birketræer, der er målet for dagens ekspedition.

Omtrent klokken 10 startede jeg den lange dag, og da knæet under den første lette opvarmning havde det fint, fortsatte jeg den bratte stigning fra landevejen og op til stien. Det her var noget der trak tårer. Stakkels de biler der skulle køre her, men efter ½ times hård kamp nåede jeg op hvor stien begyndte, og terrænet atter fladede ud. Stien fulgte en elv det meste af vejen, men nogle steder var den delvist ødelagt grundet jordskred. 
Undervejs mødte jeg et ældre ægtepar fra Bergen, der bl.a. viste mig en plante, der leverer en type af den velkendte lakridsrod. Jeg undlod dog at smage på den, og efter ca. et kvarters gang og let sludren, var mit raske tempo for meget for disse to rutinerede vandrere.
De måtte atter hvile, så vi ønskede hinanden en fortsat god dag. Jeg havde også lidt småtravlt, da fjeldet lå ca. 5 kilometer i nordlig retning fra hovedvejen. En ganske lang strækning i dette terræn. En på kortet angivet, og heldigvis konstateret, jordvej på den anden side af elven, var det min plan at følge tilbage efter en succesfuld bestigning. Efter yderligere et kvarter nåede jeg op til søen for foden af fjeldet. Her udgjorde nogle få træhuse, samt et større græsareal med tilløbende elve af forskellig størrelse, et ganske pænt stykke natur, ja nærmest som var det et maleri man betragtede. På vej hen ad den ca. 200 meter lange lette stigning mod foden af fjeldet, spekulerede jeg over hvor jeg skulle sætte det afgørende topforsøg ind. Beslutningen faldt på sydsiden af et tilstødende fjeld, hvor overgangen ca. 200 m oppe ville bringe mig over på det bjerg der var hovedmålet med bestigningen. 
Inden opstigningen ville jeg lade vandet, men en stråle så gul at selv en fuldmoden citron ville blive misundelig, viste mit væskeunderskud allerede på dette tidspunkt var heftigt fremskredet. Jeg følte alligevel ingen speciel tørst, men nedsvælgede dog et par slurke saftevand inden jeg påbegyndte den problematiske bestigning. En god halv time senere befandt jeg mig på en ca. 60° stejl skrænt med en afgrund af tvivlsom dybde, hvor min balance var stærkt afhængig af omklamringen af det berømte halmstrå, som her bestod i græstotter af tvivlsom holdbarhed. Jeg var på nippet til at tage chancer, og det måtte stoppe inden det gik alvorligt galt. Min karriere som bjergbestiger ville blive kort, hvis jeg ikke fik kontrol over denne svagt begyndende dumdristighed. Her var heller ingen træer eller klippestykker, som jeg tidligere havde brugt som gardering mod et eventuelt fald. Jeg var endnu engang endt i en farlig blindgyde. Et kort øjeblik blev jeg næsten så bange som dengang, for ca. 1½ år siden, hvor jeg tre gange i hurtig rækkefølge var ved at blive kvalt i en skefuld frisk dansk bihonning, mens min daværende kat så forskrækket til. Hvem skulle nu give den de 60-70 måltider der nemt kunne gå før jeg blev fundet ??.

På ovenstående billede ses det nærmest maleriske view.  Og efter at have plantet de to rutinerede indfødte fjeldvandrere, var optimismen naturligvis stadig helt i top.

Et par nervepirrende minutter senere følte jeg mig atter på sikker grund og måtte slukøret, men lettet, begynde den ufrivillige og næsten lige så udmattende tur nedad. Jeg måtte næsten helt tilbage til foden af fjeldet, hvor en problemløs forceringen af elven atter bragte mig på endnu en udmarvende opstigning. Til min store overraskelse var her en sti, dog på en temmelig stejl skråning, men betydelig mere sikker end den føromtalte. Måske var en kikkert værd at overveje som standardudstyr, når jeg fremover skal udstikke de sandsynligste veje op af fjeldene. Jeg fulgte den ca. 300 meter længere op, før den førte ud i ingenting. En kort pause undervejs, blev benyttet til at vride de sidste dråber ud af de to medbragte halvliters saftevandsflasker. Et, synes jeg selv, ganske morsomt opstillet billede taget med selvudløser, hvor jeg skulle simulere et fald med et forvredet ansigt, blev næsten virkelighed. Ikke faldet, men det forvredne ansigt, da jeg under seancen fik forstrakt en halsmuskel ganske ubehageligt. Der gik et par timer før jeg igen kunne bevæge hovedet normalt.
Turen videre mod toppen blev meget besværlig, da de tiltagende snedriver var bløde, og så vidt muligt, ikke skulle betrædes mere end højst nødvendigt. Vejret var stadig fint, men en let ganske kold brise kombineret med den stikkende ubarmhjertige sol, gjorde min påklædning til et umuligt valg. Sveden haglede af mig som fra en bomuldsplukkende neger i 1700 tallets Amerika. Jeg begyndte at blive rigtig utilpas, var for længst løbet tør for saftevand, men kunne dog nødtvungent nippe sparsomt til de små smeltevandskilder der af og til dukkede op.

Præcis klokken 14.55, strandede jeg atter på et udhæng og videre fremfærd var betinget af en sikkerhedsline, som jeg heller ikke havde medbragt. Udsigten var dog fantastisk, og jeg var vel omtrent 100 meter fra den nøgne top jeg havde udset mig som endestation allerede dagen før. Min tredje fiasko på kort tid var en realitet, men jeg var trods alt i live. Jeg snuppede i hast et par billeder før jeg startede turen tilbage, hvor jeg tidligt i forløbet måtte fortære noget sne, da min tilstand yderligere var forværret. Desværre hjalp den slags dessertis ikke specielt meget på mit velbefindende, og i begyndelsen havde jeg store problemer med at finde tilbage på sporet. Jeg fyldte i stedet en flaske med sne, men inden det ville smelte og få en passende serveringstemperatur, ville jeg for længst være omkommet af tørst og udmattelse. Og således formodentlig ende som kosttilskud for den sparsomme bestand af fugle der fandtes her, for til sidst at ende som indtørret mumie. Disse tanker behagede mig absolut ikke, og jeg kæmpede som besat for hurtigt at finde tilbage til det sted hvor stien havde sluttet for adskillige timer siden. Omsider fandt jeg en lille kilde, hvor lejligheden straks blev benyttet til at fylde de to medbragte knastørre flasker.

Så er festen desværre forbi.  Jeg kan ikke komme længere op, men udsigten herfra er da også værd at nyde.

Jeg nippede forsigtigt til det iskolde vand, og gav mig god tid til at forhøje væskeniveauet i min sprøde krop. Samtidig funderede jeg over hvad var gået galt denne dag. Det kunne næppe være underskud af kalorier, selvom de foregående 36 timers kost kun havde bestået af to toast, tre bananer, fire æbler samt en ½ liter rationeringsramt rødvin. Tillige bærer jeg stadig rundt på et ganske pænt oppumpet reservehjul, som atter engang fik mig til at overveje at gøre alvor af en længe planlagt fedtsugning. Nye teknikker på dette felt har mindsket bivirkningerne, med store blå og smertefulde mærker omkring livet i flere måneder efter en sådan behandling, til et absolut minimum.
I stedet måtte det være væskeindtaget der var fejlet, men så havde jeg da lært det på den hårde måde til en anden gang. Solen bagte stadig ubønhørligt, og den eneste kasket jeg havde med var min lune balaclava. Det korte stykke tid jeg havde udholdt at bære den, havde den hævet temperaturen i den øverste etage til abnorme højder. Den blev derfor hurtigt kasseret og afløst af min svedige T-shirt, som jeg i stedet svøbte omkring mit blussende hoved. Den måtte monteres således at den også dækkede det meste af ansigtet, da solen sved min næse ganske forfærdeligt. Jeg ved ikke hvad jeg lignede, men det hjalp da en smule på mit velbefindende, hvis man ellers kan bruge en sådan benævnelse i denne håbløse situation. Det viste sig, da jeg omsider med stort besvær fandt stien, at den i mellemtiden var forvandlet til et lille rislende vandløb.

Nu var resten af turen ned til dalen kun rutine, men min skrantende tilstand gjorde dyb koncentration og forsigtig færden påkrævet. Specielt på det sidste stykke ad den stejle skrænt, og slutteligt ad de løse klippestykker langs en mindre elv der løb ned i søen.
En gigantisk sten, der lå ved en større elv der kom fra dalen længere oppe, gav tiltrængt skygge og kolde ansigtsafvaskninger, inden jeg ca. klokken 16.30 lettere svimmel påbegyndte tilbagelægningen af det sidste lange stykke ned til hovedvejen, og dermed tilbage til den frelsende civilisation.

På retræte. Med et sidste blik på mastodonten, og med den frelsende store sten i forgrunden, startede mit udmarvende tilbagetog.

Vejen varierede i niveau, og hver gang jeg mødte en lille stigning var jeg ved at kaste op. Det medbragte kildevand smagte aldeles rædselsfuldt. Selv fortæringen af en pakke tyggegummi kunne ikke ændre ved dette faktum. Min sidste redning var derfor at nå frem til N.A.F. camping, et uoverskueligt endeløst stykke vej borte. Den havde foruden en lille dagligvarebutik, også tilknyttet en grillbar, hvor jeg forhåbentlig kunne restituere, selv om det ville forlænge min travetur med knap 1½ kilometer hver vej. Jeg var pisket til at vælge denne løsning, da jeg kun havde ½ liter rødvin i hytten, som for første gang i knap 3 måneder ikke var den første konsumerbare vare jeg tænkte på. Tre små skyer, de eneste jeg så den dag, gav et par minutters ophold fra den ubønhørlige sol, mens et tidligere hvil bag en skyggefuld skråning kun havde forlænget pinen. Jeg måtte hurtigt videre så nødplanen kunne fuldføres. 
Det føltes som en evighed inden jeg nåede den sidste strækning mod hovedvejen, der næsten var lige så stejl som det stykke der startede denne dags mareridt. Her snoede den bare mere, og afstanden var derfor længere. En genvej over en kort græssump, bragte mig omsider frelst ned på vejen, hvor flinke mennesker forhåbentlig kunne hjælpe, hvis det meste af eftermiddagens langvarige truende kollaps, skulle blive virkelighed. 
Klokken 17.45 stod jeg omsider, fuldkommen spanket, i forretningen hvor jeg i hast omklamrede en liter lunken æblejuice. I roligt tempo blev det halve af brikken nedsvælget, mens jeg langsomt, mere liggende end siddende, kom til hægterne igen på en belejligt opstillet bænk foran butikken. Da jeg endelig var i stand til at rejse mig, var mad det næste jeg tænkte på. Faktisk samtidig med jeg fik leveret en stor cheeseburger, en appelsinvand, samt en kop kaffe, begyndte rengøringen efter dagens gæster, og betød dermed også lukning for serveringen. Tæt på denne katastrofale afslutning af dagens eventyr, smagte maden endnu bedre.

En halv time senere følte jeg mig modig nok til at påbegynde den sidste kilometers vaklen tilbage til den frelsende hytte. En forventet ofring, ved mødet med den sidste stejle stigning inden dagens sidste mål, udeblev heldigvis. Væske og kalorieindtaget på grilleren havde gjort sin gavnlige virkning på min hårdt pressede krops velbefindende. Et håb, om at møde hytten besat af et hold nyudklækkede kvindelige fysioterapeuter, brast, da døren var ligeså låst som da jeg havde forladt den for ca. 9½ time siden.

Dagen efter havde jeg det forbavsende godt. En halv liter rødvin inden sengetid havde fået mig til at sove som en sten. Jeg havde ingen specielle planer søndag, men efter morgenens første par tunge skridt, blev ren afslapning enstemmigt dagens menu. En nærliggende foss, Steindalsfossen, som man til fods kunne passere bag faldet, blev udset som dagens hovedmål inden jeg atter skulle mod nordvest.
Nøglen skulle afleveres senest klokken 16, så efter pakning og en let oprydning forlod jeg hytten ved 11 tiden, og satte kurs mod fossen. Den lå kun et kvarters kørsel mod øst. Jeg tilbragte omtrent 1 time ved fossen og den nærliggende souvenirbutik, inden jeg kørte videre mod Tørvikbygd. For en enkelt undtagelses skyld foretrak jeg i dag at tilbringe det meste af tiden siddende i bilen. Byen, hvorfra man tager færgen over til Jondal hvis man vil besøge sommerskisportsstedet Folgefonnen, var således næste mål. Jeg ville checke afgangstiderne, hvis jeg en anden dag skulle droppe forbi. Vejret var, som de foregående mange dage, fantastisk flot, så til en behagelig afveksling nød jeg køreturen og udsigten inden jeg nåede frem til den lille havn. 
Efter et kort ophold satte jeg atter kursen tilbage mod Mongstad, hvor jeg efter ca. 140 km og 2½ times kørsel, træt og udkørt, tømte bilen, for derefter at lade op resten af aftenen til endnu en hård arbejdsuge.

Et smukt billede af Steindalsfossen. Trods adskillige timers ihærdig søgen fandt jeg aldrig den krukke guld som rygtet siger skulle findes for enden af regnbuen nederst midt i billedet.

Weekenden d.15-17 maj havde jeg atter lejet hytten i Kvamskogen, men en lidt sen bekræftelse kun 3 dage før afgang, gjorde pludselig en hastig planlægning til en realitet.

Jeg ville starte fredag straks efter arbejde, og kunne derved eventuelt nå at revanchere mig på Byrkjefjellet, hvor jeg 14 dage forinden havde kikset et tilsyneladende nemt topforsøg.
Lørdag ville jeg tage hævn over Fotasperrnuten, og slutteligt søndag skulle Folgefonnen, en gletscher på 1642 m.o.h., aflægges et besøg.
Det krævede dog en åben færgeoverfart fra Tørvikbygd, og min bekymring skyldes at det var den samme dag som nationaldagen i Norge skulle fejres. Det skulle nemlig ikke forbavse mig om den lå stille af samme grund, men det kunne N.A.F. camping forhåbentlig afklare når jeg hentede nøglen til hytten fredag mellem klokken 16-20.

Jeg var stadig i vildrede om weekendens program fredag morgen, men besluttede at lade vejret, og dagsformen, afgøre sagen. Det bedste vejr var netop at foretrække på gletscherturen. De andre fjeldtoppe var en ren kamp, menneske mod natur, og skulle derfor bare bestiges.

Vejret havde hele ugen været fint, og meteorologerne havde lovet at det skulle holde weekenden over, så alle forudsætninger for en succesfuld og vellykket hyttetur var umiddelbart til stede.

Klokken 17.59 præcis fredag eftermiddag, efter en lynpakning af udstyr og proviant samt 1½ times gabende kedelig køretur, var det min hensigten at rulle ind på parkeringspladsen ved N.A.F. camping, for afhentning af de nødvendige nøgler. Et par generende stykker tov, nydeligt dekoreret med refleksbrikker i alverdens farver, foran begge indkørsler, samt et stort lyserødt skilt med påskrevet fed sort tekst, "Stengt uke 20" angav, at endnu et mareridt skulle til at begynde. Min i forvejen omhyggelig planlagte weekend, blev totalt skudt i sænk. Jeg kogte af raseri over denne chokerende konstatering, der føltes som et ubehageligt slag i de nedre regioner. Mange vanskeligheder havde min integration de sidste mange måneder budt mig, men den her kom fuldstændig uventet. En nærmere forklaring, med småt på en smudsig lap papir bag indgangsdøren, oplyste at lukningen skyldes ferie, og tillige ønskede man alle gæster en god 17 maj, samt på gensyn i uge 21. Tilsyneladende kendte man ikke til det fortrinlige kommunikationssystem, Lotus Notes, helt herude i denne primitive og håbløst tilbagestående landsdel. Det var da godt man ikke havde gæster på besøg fra Danmark, og af samme grund havde planlagt den helt store oplevelse i den norske natur, med en Statoil hytte som udgangspunkt.

Desperat ringede jeg til den person hvis nummer var opgivet på reservationen, i tilfælde af nøgleafhentning udenfor de angivne tidsrum, men der blev som forventet ikke svaret. Stadig godt sur kørte jeg så langt jeg kunne hen til hytten for ved selvsyn at konstatere om en alternativ tilgang eventuelt var mulig. Jeg kredsede rundt i ca. 5 minutter før jeg desværre måtte konstatere at nøglen ikke lå under måtten, og at der ikke var nogle åbne døre og vinduer. En del irriterende summende insekter efterlod en fornemmelse af, at opholdet måske alligevel kunne være blevet en plage. Selvom jeg primært ville bruge hytten som overnatning, for at spare en lang rutinepræget køretur, for derved at have længst mulig tid til vandring i fjeldene. Min surhed aftog så småt på gåturen tilbage til bilen. En personlig egenskab jeg har styrket gevaldigt heroppe, grundet mine efterhånden utallige modgange og skuffelser, er nemlig at have fuld kontrol over mit temperament. Se glad og smilende ud, selvom man indvendigt er ved at eksplodere af raseri. Og mens krisen står på, tage det som en oplevelse og sige til sig selv, "hvad pokker, pyt med det, om et par dage griner du alligevel af det hele". Jeg havde dog på det tidspunkt svært ved at forestille mig at disse tanker nogensinde ville strejfe mig, med hensyn til denne episode.

Mens jeg startede kareten op, besluttede jeg at forsøge hævn på Byrkjefjellet nu jeg alligevel var i nærheden. En øm akillessene var ellers tæt på at tvinge mig retur på dette tidspunkt. En løbetur lørdagen forinden, havde nemlig sendt den til fuld tælling. En gammel skade var brudt op under løbet, hvor min stigende formkurve, og faldende egenvægt, havde givet mig følelsen af at være, "let på tå". Mine ben skreg efter belastning. Da kæden som bekendt ikke er stærkere end det svageste led, blev denne genstridige sene tildelt titlen. Det blev heller ikke bedre af, at jeg stik imod al sund fornuft og trods tiltagende smerter, blev ved med at løbe videre, ja nærmest hinkende til sidst. En timelang haltende hjemtur, blev resultatet af denne oplagte tåbelighed, hvor et tiltagende regnvejr fuldendte denne totalt mislykkede løbetur. Resten af dagen kunne jeg dårligt støtte på benet, men jeg blev da i det mindste ikke forkølet.

Klokken var ca. 18.25, da jeg parkerede i nærheden af en af de utallige aflåste bomme der er på mange af de biveje, der fører til fritidshytterne i fjeldområderne. Det fra parkeringspladsen højeste synlige punkt var aftenens mål, så efter en hastig omklædning begyndte jeg opstigningen præcis klokken 18.36. Belært af den lurende katastrofe for knapt to uger siden, havde jeg et par dage forinden indkøbt 2 x 1½ liter Cola-Light, som jeg straks hældte i vasken, for at give plads til tropisk saftevand, som er min foretrukne læskedrik på vandreture. Det er bedre end brusende sodavand, og har på alle mine ture siden den uforglemmelige dag været en del af standardudstyret. Desuden havde jeg tillige medbragt en enkelt klassisk Coca-Cola, som skulle bryde den monotone banan og æblesmag.

Denne gang valgte jeg en skrænt til højre for stien, hvor jeg ca. 2 uger forinden var strandet et godt stykke fra toppen. Det gik forholdsvis fint, men et par områder med meget tæt bevoksning, udgjorde nogle uventede besværlige passager. Ca. 100 meter før toppen kunne en lettere risikabel forcering af et klippefald, efterfulgt af en lang stejl skrænt, føre mig op på et stort, og forholdsvis fladt, plateau. Herfra udgjorde overraskende store snedækkede områder kun en mindre risiko, før jeg kunne betræde, efter kortet, fjeldets næsthøjeste punkt på 996 m.o.h., i det øjeblik uret passerede 20.10. Højdeangivelsen på en sø der lå i niveau med turens startpunkt var 437 m.o.h, så denne opstigning var på i alt 559 højdemeter. Der var kun gået ca. 1½ time, så det var rimelig godt klaret af sådan en gammel mand, synes jeg selv. Hvis det ikke havde været for de 4-5 skader der konstant plager mig på skift, ja nogen gange endda på overtid, ville jeg betragte mig selv som ikke mindre end et fysisk pragteksemplar. Jeg kunne ikke se bilen herfra, men kunne dog konstatere, at fjeldets højeste punkt, 1046 m.o.h., beliggende i nordlig retning, tilsyneladende kunne bestiges uden de store problemer hvis jeg havde haft et par timer ekstra. Jeg nød den flotte udsigt over Hardangerfjorden, der nu kunne anes mod sydøst, flankeret at snedækkede tinder gennem en let aftendis langt ude i horisonten. Naturligvis tog jeg også fra dette punkt flere, forhåbentlig flotte, billeder. ½ time senere nåede jeg frem til det punkt jeg havde udset fra parkeringspladsen, dog i noget lavere højde. Det lå også et godt stykke fra det sted jeg kom op, men det passede udmærket da jeg grundet den periodiske besværlige opstigning, havde besluttet at prøve en alternativ østlig rute tilbage.

Mod nordøst kunne jeg tillige på få sekunder overskue det meste af den strækning, der for nøjagtig 13 dage siden blev tilbagelagt på Fotasperrnuten. Og kunne dermed også gennemleve de timelange ufattelige pinsler og lidelser, jeg den dag var udsat for. Det var egentlig en ret underlig fornemmelse, at stå her med sin friske veltrimmede krop, og gennemse den rute hvor den det meste af en dag havde været på randen af et totalt kollaps.

Klokken var næsten 20.45, og solen godt på vej ned bag de nærliggende toppe, hvilket gjorde en omklædning til varmere tøj nødvendig, da jeg grundet det lune vejr og den hurtige hårde opstigning var ganske let påklædt. Nedstigningen af den ukendte rute gik forholdsvis godt. Den var som kortet angav betydelig fladere end opad, men enkelte steder måtte jeg dog zigzagge over længere stræk, hvilket medførte større tidsforbrug end normalt når det går nedad. Forbløffende nok stod jeg kun 1 lille time senere ved bilen, og kunne efter en lynomklædning vende snuden mod vest.

Øverst flankerer forfatteren toppunktsmarkeringen på dette fjeld, hele 996 m.o.h. På billedet nederst ses i nordlig retning næste udvalgte mål, en top 1046 m.o.h. beliggende på samme fjeldmassiv. Trods den megen sne i området var det, som det ses på den lette påklædning øverst, ganske lunt i vejret.

Det var lettere tusmørke nu, og da trafikken ikke specielt overvældende fik speederpedalen et ekstra kærligt klem. En bagved kørende bilist kunne jeg i kådhed dog ikke ryste af, og 10 minutter senere overhalede han mig i en tunnel, selvom mit speedometer viste 110 km/t.
Jeg genoptog lettere forarget forfølgelsen, da der ikke var noget specielt andet at foretage sig på denne efterhånden velkendte strækning. Lige inden jeg var ved at indhente denne vanvittige og hensynsløst kørende bilist, som jeg havde forfulgt knapt 30 kilometer, blev vi brat vinket til siden, af noget der i skumringen lignede en politirazzia. Jeg frygtede det værste, hvis jeg nu også skulle indkassere en fartbøde i dette land. Specielt set i lyset af, at jeg burde befinde mig et helt andet sted på dette sene tidspunkt. Bøden for fartsyndere heroppe, vil få den tilsvarende i Danmark til at ligne udbetalingen af det lommepengebeløb, en 7-årig knægt medbringer på hans første udflugt med skoleklassen.
En betjent flankeret af et tværholdende salatfad vinkede os heldigvis ind på en, desværre smal og langsommelig, omvej bag om Arna. Tunnellen var åbenbart afspærret, men af hvilken grund er til dato uvist. Jeg mistede atter kontakten til den forankørende, men netop som jeg et kvarter senere drejede op på hovedvejen, så jeg atter i skumringen den velkendte bagsmæk. Jeg godtede mig endnu engang over chaufførens manglende tidsgevinst, af den slags ukontrollable kørsler.

En razzia, placeret på et strategisk givtigt sted for foden af en bakke lige efter Knarvik, var næste uventede forhindring. Hastighedsgrænsen er her 50 km/t, men vi kørte tre bilister i en tæt karavane, omkring 80 km/t. Den forreste blev vinket ind, mens vi andre fik lov at fortsætte, begge formodentlig med svedige hænder og fugtig pande. Det lod ikke til at være hastighedskontrol, men formodentlig et almindeligt rutinecheck. Det var næsten midnat inden jeg omsider var tilbage.
Den ufrivillige lange og anstrengende fredag, efterlod atter engang min krop hårdt mærket de efterfølgende dage.

Lørdag var den gal med den venstre rygmuskel, mens akillessenen og knæet havde det rimeligt godt efter gårsdagens voldsomme belastning. Jeg foretog mig heller intet overilet denne dag, mens min lasede weekendplan stadig indeholdte en tur til Folgefonnen søndag.

Ved nærmere eftertanke søndag morgen, var en køretur på knap 325 kilometer, samt mindst 7 timers samlet transport, for meget for min hårdt plagede fysik, og da ryggen stadig gjorde knuder opgav jeg hurtigt den tanke. Tænk hvis færgen holdt fri den dag. Det havde simpelthen været dråben der ville få mit topfyldte bæger til at flyde over. Da jeg ikke kunne tage ansvar for eventuelle desperate handlinger, forårsaget af min overstressede psyke ved en sådan konstatering, valgte jeg at køre på en mindre udfordrende fjordtur i lokalområdet. Jeg havde gennem de sidste par måneder udset nogle motiver, som jeg ved netop sådan en lejlighed kunne forevige. 
Den 17 maj er Norges nationaldag, og fejres derfor på behørig traditionel vis. Næsten alle jeg så på min vej var festligt og flot klædt på. De fleste i deres specielle sogne-nationaldragter. Vores forfædre må have været slemme mod nordmændene i sin tid, siden alle er så glade og ekstra imødekommende netop denne dag. Eller er det mon euforien ved ikke at skulle dele den ufattelige olierigdom med andre, der gør udslaget.

Men dog !!. Hele tre ting på en gang. En mælkebøtte, en bro og en fjord lynskudt i et og samme sekund.

Flere sjove ord og vendinger: